Noter : Fik af kong Valdemar d. Store overladt befæstelsen af Kalundborg. Esben Snare grundlagede Kalundborg ca. 1150. Den blev siden udstyret med en kirke,som ikke ligner noget andet. Den er opført i form af et græsk kors, fra hvis midte og de fire arme de fem tårne rejser sig som et vidnesbyrd om Hvideslægtens formåen.
Valdemar den Store var fra 1157 enekonge i Danmark og blev støttet af Hvideslægten. Hvidefolkene Esben, Absalon, og deres fætre Sune og Peder Ebbesen, sønner af Ebbe Skjalmsøn, var vigtige rådgivere for kongen.
Valdemar, Esben og Absalon voksede op sammen som børn. Allerede i 1159 var de tre på to togter til Rügen og Venden, samme togt gentog sig i 1160 og 1169. I 1169 blev Arkona indtaget og øen Rügen blev lagt under Roskilde Stift og dermed Absalon, ( Rügen havde tidligere været underlagt Danmark og haft Skjalm Hvide som hersker, herredømmet gik tabt i den periode i historien hvor Sven, Knud og Valdemar bekrigede hinanden).
Esben Snare var med til i 1184/85, på et togt til Julin og Swinemünde, at hele Venden blev underlagt Danmark, hvor Valdemar den Store var blevet afløst af sin søn Knud den 6..
Esben Snare overtager slægtsgården i Fjenneslev i 1201, et lille sølvbæger som Hildebrandt har lavet, samt det lille bæger som hans fader plejede at drikke af, efter broderen Absalons død, ejede tillige en hovedgård ved Munke-Bjergby og Sæbygård nord for Høng ved Tissø.
I 1204, i følge en sen tradition, faldt han ned ad en trappe på Sæbygård og brækkede halsen.
Hovedarving efter Esben Snare blev klostret i Sorø.
Esben Snares første og anden hustru er begravet i Sorø Kirke.
Helene Guttormsdatter, Esben Snares tredie hustru, var en svensk jarl's datter, og efter Esbens død blev hun efterfølgende Kong Valdemars den 2. Sejrs (( 1170- 1241), konge 1202 -1241)) elskerinde, og hun fødte kongens søn Knud af Blekinge i ca. 1205.
Esben efterlod sig 3 sønner og 2 døtre:
Absalon Bælg, død 1232. Stilling: Ridder
Johannes , -..- 1213 -..- Marsk
Niels , -..- 1213 -..- Staldmester
Cæcilia ,-..- efter 1259
Ingeborg , -..- 1267
C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. IV, side 580:
Esbern Snare, o. 1127 - 1204, ældste Søn af Asser Rig, Skjalm Hvides Søn. Lige-som Broderen Absalon sluttede han sig tidlig til deres Fosterbroder Kong Valdemar og synes alt i Tronstridighederne ved sin ungdommelige Dristighed Og Raadsnarhed at have erhvervet det hædrende Tilnavn "Snare". Efter Overfaldet i Roskilde (1157) førte han i et forrygende Vejr Valdemar over til Jylland og udmærkede sig i de føl-gende Kampe, som skaffede denne Enekongedømmet i Danmark. Paa Vendertogene omtales E. S. jævnlig som den uforfærdede og utrættelige Stridsmand, der af og til sætter sit Liv i Vove selv for en ringe Ting, men altid lykkelig slipper fra Faren. Han hørte dog tillige til Kongens mest fortrolige Venner og Raadgivere, og hans Raad kunde her være lige saa forsigtige, som han selv var forvoven; saaledes, da han paa Rejsen til det kejserlige Hof (1162) fraraadede at drage videre uden Lejdebrev, et Raad, som end ikke Absalon vovede at fremsætte, og som Kongen tilbageviste med Haan. Blandt hans Krigsbedrifter dvæler Saxe især ved Toget til Kurland (1170), paa hvilket han for at redde Kongesønnen Christoffer udviste et be-undringsværdigt Mod og en næsten utrolig Haardførhed over for Saar og legemlige Lidelser, og det ofte omtalte Sammenstød med en vendisk Flaade i Sejerøbugten kort Tid efter. I en stjærneklar Nat søgte E. at slippe forbi en fjendtlig Flaade paa 40 Skibe; men den opgaaende Maane røbede ham, og han saa sig snart omringet af den store Overmagt. Han vilde dog ikke give tabt, og efter et heltemodigt Forsvar af det ene Skib mod de mange endte Kampen med, at E. lod en Mand gaa til Tops og slaa Ild, hvad Venderne ansaa for et aftalt Tegn til en Hjælpeflaade, hvorefter de trak sig tilbage og lode ham slippe ind til Kalundborg. Her havde E. anlagt en fast Borg med Stentaarne til Byens og Omegnens Beskyttelse, ligesom han her opførte den skjønne, endnu bevarede Kirke med 5 Taarne som Sognekirke for den opblom-strende Kjøbstad.
Ikke blot i Kampen mod Venderne, men ogsaa i andre Livsforhold stod E. trofast ved sin geniale Broders Side. Saaledes nævnes han blandt de Stormænd, som toge sig af Forsvaret af de ærkebiskoppelige Ejendomme i Skaane. I Omsorgen for Sorø Kloster nævnes de 2 Brødre jævnsides; Gavebogen kalder dem for dets Grundlæggere: "de 2 mægtige Mænd, berømte over hele Riget og fremfor alle Danmarks Slægter". E. gav store Sjælegaver efter sine Hustruers Død og testamenterede Klosteret sin halve Boslod, den største Gave, nogen maatte bortgive efter sin Død. Ligeledes roses han for, at han uden Indsigelse fandt sig i, at Broderen bortgav saa godt som alt sit Jordegods til Kirker og Klostre. Et andet Vidnesbyrd om hans paa én Gang kirkelige og ridderlige Sindelag er opbevaret i den Tale, han holdt paa Danehoffet i Odense i Julen 1187, da der opfordredes til et Korstog for at gjenvinde det af Tyrkerne erobrede Jerusalem. Han skildrede heri vore nordiske Forfædres Be-drifter over hele den bekjendte Verden og opfordrede Ungdommen til at vise sig dem værdige ved nu at tage Korset.
E. var 3 Gange gift; hans 1. Hustru hed Holmfred, den 2. Ingeborg; den 3., en Datter af den svenske Hertug Gutorm hed Helene. Hun overlevede ham og havde senere en Søn med Kong Valdemar Sejer (Hertug Knud). Han efterlod 3 Sønner og 2 Døtre, af hvilke "Fru Ingeborg af Kalundborg" især er bekjendt. E. S. overlevede sin Broder Absalon, som efterlod ham kjærlige Mindegaver; han døde 1204 og er jordfæstet i Sorø. "Han haver boet paa Sæbygaard", siger Huitfeldt, "og tales underlig Snak om hannem, at den onde Aand skal have taget hannem bort; men han faldt ned ad en Trappe paa Sæbygaard og paa en Møllesten, som laa der under (for Enden af) Trappen, slog sin Hals sønder". A.D. Jørgensen.
__________
|